|
Ansvarsområder > |
|
|
Feltarbejde i Jelling 2011 |
| |
|
|
| Jellingprojektet fortsætter i 2011 de arkæologiske og naturvidenskabelige undersøgelser i og omkring monumentkomplekset i Jelling. Som i 2010 rettes udgravningerne mod området inden for det store palisadeanlæg, der indrammer højene og kirken. Et mindre felt mod nordvest forventes at kunne give oplysninger om udnyttelsen af dette område og ikke mindst, om der her skulle være flere bygninger svarende til de bygninger, der i 2010 blev identificeret inden for NØ-kvadranten. En undersøgelse omtrent midt for palisadelinien sætter fokus på den påviste port samt konstruktionen af en bygning umiddelbart sydøst herfor. Yderligere felter er planlagt nord og vest for kirkegården, hvor der kan tænkes spor af den formodede kæmpeskibssætning på godt 350 m. Udgravningerne gennemføres i et samarbejde mellem Jellingprojektet, Vejle Museum og Aarhus Universitet. Det centrale område omkring kirken spiller en særlig rolle for forståelsen af monumenterne og hele det store palisadeanlæg. Området omkring de to runesten vil blive undersøgt af Nationalmuseet og Kulturarvsstyrelsen som led i etableringen af overbygninger over runestenene. I forlængelse heraf planlægges mindre felter henholdsvis nord og syd for Jelling Kirke i tilknytning til udgravninger gennemført i 1940’erne og 1970’erne. Sideløbende med de arkæologiske udgravninger fortsættes de undersøgelser af lokale jordbundsforhold, der blev indledt af Inst. for Geografi og Geologi ved Københavns Universitet i 2010. |
|
|
Vest for Jelling kirkegård |
|
Området N for Jelling Kirke. Det mulige undersøgelsesområde er markeret med et rødt rektangel. |
|
|
|
I 1964/65 foretog museumsinspektør Olfert Voss for Nationalmuseet en undersøgelse af området umiddelbart vest for Nordhøjen i Jelling, dels vest for hækken i kirkegårdens vestskel, dels inde på kirkegården. Ved disse undersøgelser dukkede et par store sten op samt nogle anlæg, som blev tolket som stenspor muligvis tilhørende en større stensætning. Det har hidtil ikke været muligt at foretage en helt nøjagtig georeferering af udgravningsplanerne fra 1964/65. Hensigten med en fornyet undersøgelse, planlagt til det tidlige forår 2011, er at afdække en del af de gamle udgravningsfelter og genfinde nogle af de registrerede anlæg. Et rektangulært felt på ca. 18 x 9 m vil blive udlagt umiddelbart vest for kirkegården. Dette forventes at kunne give målepunkter til en mere præcis fiksering af de ældre udgravninger og vil dermed bidrage til at integrere det ældre udgravningsmateriale i den samlede dokumentation fra Jellings monumentområde. Samtidig vil undersøgelsen give mulighed for at foretage detailstudier af de registrerede fyldskifter som supplement til de fotografier og tegninger, der foreligger fra undersøgelserne i 1964/65. Samlet set er undersøgelsen et led i efterprøvningen af teorien om en kæmpeskibssætning, der har haft Nordhøjen liggende i centrum. Projektansvarlig: Museumsinspektør Steen Wulff Andersen, Vejle Museum. |
|
|
Nord for Jelling kirkegård |
|
|
Området lige nord for kirkegården
i Jelling. Med violet er angivet omridset af den formodede skibssætning;
med rødt de påtænkte udgravningsfelter. |
|
|
I 2006 og 2007 foretog Vejle Museum en række undersøgelser på græsmarken nord for kirkegården i Jelling, dels med syd-nord gående søgegrøfter, dels i form af fladeafdækninger. Ved undersøgelserne dukkede der bl. a. en række store sten op, som efterfølgende blev tolket som den nordlige spids af en kæmpemæssig skibssætning, der har haft Nordhøjen liggende i centrum og sydspidsen liggende syd for Gormsgade. Det var dog ikke muligt ved en udgravning syd for gaden i 2010 at identificere spor af store sten. De planlagte udgravningsfelter i 2011 – to ca. 10 m brede felter vest og øst for det formodede skibssætningsforløb – dækker områder, der hidtil kun delvist er undersøgt. Formålet med de nye undersøgelser er at efterprøve, om der her skjuler sig undergravede sten eller stenspor, som ikke tidligere er registreret. Samtidig tillader feltbredden en undersøgelse af, om der skulle være spor af andre typer anlæg i området, der ligger inden for den nordlige halvdel af vikingetidens palisadeanlæg. Udgravningen forventes indledt i marts. Projektansvarlig: Museumsinspektør Steen Wulff Andersen, Vejle Museum. |
Vejle Museum |
tlf. 76 81 31 00 |
Randbøldal-Museet |
76 81 31 10 |
|||||||